Ida fra “Først til verdens ende” tog drastiske metoder i brug for at blive klar til tv-optagelserne.

Deltagerne fra ”Først til verdens ende” skulle sætte mange uger af til rejsen rundt i Sydamerika, da de i efteråret skulle på tv-optagelser, men der lå også rigtig mange forberedelser, inden eventyret kunne begynde.

Blandt andet skulle deltagerne have en række vacciner, før de landede i junglen. Ida tog desuden drastiske metoder i brug, for hun valgte at gå i hypnose. Årsagen var et ønske om at få bedre styr på sin angst for dyr.

– Jeg har været superbange for dyr hele mit liv. Alle dyr, siger Ida til BILLED-BLADET.

Frygtede junglen

– Der er nogle dyr, jeg tolererer bedre end andre. Jeg er ikke bange, hvis der sidder en edderkop ovre på væggen, men det er frygten for, at de rører ved mig. De skal bare ikke røre ved mig! siger Ida og forklarer, at hun mærker den samme frygt, uanset om det handler om et behåret kryb eller en sød hund.

Se også

Nogle gange er det de små, uventede ting, der gør den største forskel. Vi har spurgt deltagerne i Først til verdens ende, hvad de pakket, som på overraskende vis endte med at være enormt brugbart på turen. Hør deres svar i videoen herover.

Video: Søren Jul Lamberth

– Inden vi tog af sted, møder vi produktionen, og de spørger, hvad vi forestiller os. Det værste ville være at havne i junglen med kakerlakker og alt muligt. Klip til at vi så lander i junglen. Det var en hård landing. Hypnosen havde hjulpet mig meget, men jeg er bestemt ikke 100 procent kureret, lyder det fra TV 2-deltageren, der er af sted med sin storesøster, Julia.

Ida og Julia blev hurtigt pressede under optagelserne til “Først til verdens ende”.

Foto: TV 2

Hun har været vant til søsterens angst for dyr hele livet, men hun mærkede en tydelig forbedring på rejsen.

Annonce

– Det er sjovt at se, at selv om hun er så angst, kan modet og lysten til ræset og eventyret overskygge det en smule. Sådan har jeg ikke oplevet hende før, siger Julia.

– Min største bekymring hjemmefra var, hvordan jeg skulle håndtere det med dyr og bakterier, men så kom jeg af sted og fandt ud af, at det ikke har så stor betydning, og at ræset i sig selv var fedt. Det var også pissehårdt. Jeg kastede også lidt op, og hele min krop reagerede. Men det var fedt, at der var noget andet, der overtog angsten.