
Torsdag har DR løftet sløret for de 20 deltagere i anden sæson af “Hotel Romantik”.
Nu går der ikke længe, før Joakim Ingversen og Sofie Linde er tilbage med en ny omgang ”Hotel Romantik”, og igen er 20 friske og modne singler taget på en rejse sydpå i håb om at finde kærligheden.
Denne gang har optagelserne fundet sted på solbeskinnede Mallorca.
Årets deltagere har vidt forskellige baggrunde, men et par af de kommende tv-stjerner skiller sig ud, og nogle af seerne vil formentlig genkende dem.
Det gælder blandt andre for Henriette Jürgensen, 69, der har en fortid som revydirektør i Århus-revyen. I dag arbejder hun i et wellnesscenter og lædervarebutik og bor i Ebeltoft.

Henriette Jürgensen har tidligere været revydirektør.
Foto: Lars E. Andreasen/DR
Hvis man er fra Stevns-egnen, vil man formentlig genkende eller huske 70-årige Gina Øbakke. Hun har nemlig en lang fortid i den politiske verden og var socialdemokratisk borgmester i netop Stevns Kommune fra 1990-2001. I 2009 forlod hun den politiske verden, og nu er hun klar til at indtage rollen som tv-stjerne.

Gina Øbakke har en fortid i kommunalpolitik og er nu klar til at indtage “Hotel Romantik”.