Lise-Lotte Lohmann står stille et øjeblik og kigger ned. Under hende strækker landskabet sig, og selvom højden ikke er ekstrem, føles den uendelig i hendes krop. Hun tager en dyb indånding. Det er lyst, solen er fremme, og det er den eneste grund til, at hun overhovedet står her.

“Jeg er skidebange for at falde,” siger hun ærligt.

Frygten for at miste fodfæstet har fulgt hende i mange år. Det er ikke bare en fysisk reaktion, men en følelse, der sætter sig i hele kroppen – hænderne bliver fugtige, hjertet banker hurtigere, og tankerne begynder at løbe løbsk. For Lise-Lotte handler det ikke kun om højder, men om kontrol. Eller rettere sagt, frygten for at miste den.

Alligevel er hun mødt op i dag.

Hun ved, at hvis hun skal overvinde noget af sin frygt, er hun nødt til at udfordre den. Men det skal ske på hendes præmisser. Derfor er dagslyset afgørende. Mørket gør det hele værre – det skjuler omgivelserne, gør afstanden sværere at vurdere og forstærker følelsen af usikkerhed.

“I mørke kunne jeg aldrig finde på det her. Aldrig,” siger hun og ryster let på hovedet.

Små skridt fremad

Hun tager et forsigtigt skridt frem. Ikke hurtigt, ikke dramatisk – bare nok til at bevise over for sig selv, at hun kan. For hende er det ikke målet, der er det vigtigste, men processen. Hvert skridt er en sejr.

Hun forsøger at fokusere på det konkrete: hvor hun sætter fødderne, hvordan underlaget føles, hvordan hendes krop reagerer. Når tankerne begynder at kredse om “hvad nu hvis”, tvinger hun sig selv tilbage til nuet.

Det er en kamp mellem fornuft og instinkt.

“Jeg ved godt, at det er sikkert. Men min krop tror ikke på det,” forklarer hun.

At turde trods frygten

Det, der gør Lise-Lottes historie særlig, er ikke, at hun er bange – det er mange. Det er, at hun vælger at handle alligevel. Hun lader ikke frygten bestemme alt, selvom den stadig fylder meget.

Hun griner lidt nervøst og kigger op igen.

“Jeg gør det kun, fordi jeg kan se det hele. Hvis jeg kan se, hvor jeg går, så føles det… ikke trygt, men mindre uoverskueligt.”

Det er måske ikke mod i klassisk forstand. Hun føler sig ikke modig. Hun føler sig bange. Men hun gør det alligevel. Og måske er det netop dér, det ægte mod ligger.

Da hun til sidst træder tilbage på sikkert underlag, slipper spændingen langsomt sit greb. Hun smiler – lettet, træt, men også stolt.

Ikke fordi frygten er væk.

Men fordi hun ikke lod den vinde.