
”Sommerdahl”-stjernen Mathias Käki har fundet kærligheden, men har endnu ikke vist sin kæreste frem offentligt.
Mathias Käki er et kendt ansigt på skærmen, hvor han i syv sæsoner har spillet rollen som politibetjenten Benjamin i krimiserien ”Sommerdahl”.
I serien er han gift med Laura Sommerdahl, og i det virkelige liv har den 31-årige skuespiller fundet kærligheden med Line.
Parret har været sammen i halvandet år og har netop købt deres første lejlighed sammen på Amager.
”Sommerdahl”-stjernen har dog endnu ikke vist sin kæreste frem offentligt. Og det er der en god grund til.
– Hun vil gerne være så privat som muligt, men det er egentligt også, fordi jeg ikke selv har det store ønske om at stå frem med min kæreste, forklarer Mathias Käki overfor BILLED-BLADET og tilføjer:
– Jeg kan godt lide mit arbejde som skuespiller, men hvis jeg skulle vælge noget fra, så var det nok den mere offentlige del af det.
Han har derfor ikke planer om at tage kæresten med til et offentligt arrangement lige foreløbigt.
Et nyt kapitel
Mathias Käki lyser op i et stort smil, når snakken falder på kæresten Line.
– Hun arbejder for Politiken, fortæller skuespilleren, som glæder sig til at starte på et nyt kapitel med kæresten:
– Vi har boet til leje sammen indtil nu, så vi glæder os bare til at få vores eget, vores første fælles lejlighed. Et hjem, hvor vi starter det samme sted og er kommet til en ny bydel. Vi boede på Nørrebro før og var glade for det, og jeg har aldrig prøvet at bo på Amager. Så nu skal vi bygge en hverdag op, og det er nok det, som det her år kommer til at gå med. At flytte ind og falde til.