
Der er nok at tage fat på for Lisbet Dahl, der nyder livet og hverdagen. Lisbet er en frisk 80-årig, der absolut ikke er gået på pension.
Skuespilleren Lisbet Dahl er 80 år og har prøvet lidt af hvert – både op- og nedture.
For Lisbet er der ikke noget skidt ved at have rundet de 80, for ifølge hende er det at være 80 år jo ikke det samme i dag, som det var tidligere.
Det understreger hun i et stort interview med Søndag.
– Jeg er stadig aktiv og følger med i, hvad der sker i verden. Jeg er heller ikke gået på pension. Jeg siger ja, hvis der kommer en sjov filmrolle eller noget andet spændende min vej. Men jeg opsøger det ikke, siger Lisbet i interviewet, og hun fortæller, at det lige nu mest handler om at mærke efter, hvad livet nu har at byde på, herfra hvor hun er nu.
Lisbeth er glad for melding fra clairvoyant
Det er for eksempel vigtigt for hende at lære at være i sit eget selskab uden den stress, det giver at skulle stå i spidsen for en stor revy, som ellers er det, der plejer at fylde på denne tid af året.
Dahl erkender dog, at det da er lidt tomt.
– Men det er ikke et punktum for mit liv, for det lyder, som om jeg er ved at stille træskoene. Det er jeg ikke. En clairvoyant har fortalt mig, at jeg vil blive 98 år – og det har jeg da tænkt mig at efterleve. Jeg ser stadig mere fremad end tilbage. Og Jeg er faktisk ret godt tilfreds med det liv, Jeg har nu, lyder det fra Lisbet Dahl.