
For skuespilleren Kirsten Olesen var der en årrække med stor vrede og frustration efter en stor livsændring.
For tretten år siden mistede Kirsten Olesen sin mand, Ole Ousen, og hans død var et hårdt slag for hende.
I ALT for Damernes podcast Skål Søster fortæller 76-årige Kirsten Olesen om netop dette, og om at blive ældre og miste dem, man elsker.
Olesen siger i podcasten, at man som ældre menneske godt ved, at man er en udsat gruppe.
Der er mange i omgangskredsen, som forsvinder.
Der er i det hele taget mange tab i den sene fase af livet; venner, familie, ægtefæller forsvinder.
Og det er hårdt, ligesom Olesen mærkede det selv, da hun for tretten år siden mistede sin mand Ole Ousen.
– Jeg har det jo godt nu, for jeg har fundet en anden vej. Jeg har fundet mine egne ben at stå på, og min egen sti at gå. Jeg nyder også at være alene. Jeg kan godt klare mig og få mit liv til at fungere, siger Kirsten Olesen blandt andet i podcasten.
Kirsten Olesen var vred i flere år
Hun siger dog også, at der gik syv år fra hendes mands død, før hun igen følte, at hun havde det godt.
– Mine syv år bestod af vrede. Af tårer. Af raseri. Jeg var vred over, at jeg skulle blive alene tilbage, tror jeg. Jeg synes, det var hårdt at være 63 år og så stå der alene. Jeg har absolut aldrig haft lyst til at finde en ny mand, for det var et meget lykkeligt ægteskab, jeg havde i næsten 40 år, siger Kirsten Olesen, der nød livet med sin Ole.
De to var meget tæt knyttede og gjorde alting sammen.