
Skuespilleren Mathilde Arcel fra DR-serien ”Uniformen” er vokset op i branchen, men har aldrig været glad for opmærksomheden.
Mathilde Arcel var kun omkring 11 år gammel, da hun fik sin debut på skærmen i tv-serien ”Mille” fra 2009.
Skuespilleren, der er aktuel som politieleven Liv i DR-serien ”Uniformen”, opdagede dog hurtigt, at der også var en bagside af medaljen:
– Jeg havde det ret svært med den opmærksomhed, der fulgte med, og kunne ikke så godt lide at blive genkendt på gaden. Så der sagde jeg faktisk, at nu ville jeg ikke mere, og sagde nej til castings efter det, fortæller Mathilde Arcel til BILLED-BLADET.
Der gik 10 år, før hun igen dukkede op på skærmen. Det var i tv-serien ”DNA” i 2019 og senere i TV 2-serierne ”Dag & Nat”, ”Oxen”, ”Agent” og ”Dansegarderoben”.
Har kæmpet med det
Hun kunne ikke slippe sin brændende passion for at spille skuespil og tog langsomt tilløb til at vende tilbage til branchen.
– Jeg var selv begyndt at lave teater, og det var så anonymt, at der ikke var nogen, der skulle se det, udover min familie. Så begyndte min ægte kærlighed til faget at vokse frem, og det at skrive selv og instruere. Så interessen førte mig tilbage til faget, forklarer Mathilde Arcel og tilføjer efter en tøven:
– Men jeg har været meget i tvivl i mange år. Også fordi, jeg nærmest aldrig har lavet andet. Jeg tænkte, at jeg ikke bare kunne lave det samme hele livet, så det har jeg kæmpet lidt med.
Hun skal nu forberede sig på at blive genkendt for sin rolle i ”Uniformen”.
– Jeg synes stadig, det er underligt, og jeg er ikke så god til det. Men det må jeg tage med og vænne mig til, for ellers kan man ikke være i det her fag. Men heldigvis er Danmark så lille et land, at det er ret begrænset, hvor meget man bliver genkendt. Det er ikke ligesom at bo i Hollywood, udbryder Mathilde Arcel med et grin.
Kendt familie og kæreste
Hendes far er instruktøren Mikael Fock, 72, mens hendes mor er skuespilleren Nastja Arcel, 62, som blandt andet spillede Ingeborg i tv-serien ”Bryggeren” og medvirkede i filmen ”Kongekabale”.
Mathilde Arcel er også kendt fra danske film som ”Mørkeland”, ”Det andet offer” og ”Rejseholdet – det første mord” fra 2025, hvor hun spillede den kvindelige efterforsker Camilla.
”Uniformen”-stjernen er kæreste med skuespilkollegaen Ask Berntsen, som hun mødte under optagelserne til ”Rejseholdet – det første mord”.