
Gitte og Jesper fra “Megafamilierne” har 13 børn sammen – og det var tilfældigheder, der gjorde, at de endte sammen.
51-årige Gitte og 55-årige Jesper Bramstrup Christensen har fået 13 børn.
Ægteparret har skabt sig et liv, der på ingen måde var planlagt.
Faktisk ville Jesper slet ikke have børn, da de mødte hinanden. Og Gitte? Hun var kun 16 år og tænkte heller ikke i den retning, da de to mødte hinanden til en fest gennem fælles venner.
Timerne fløj afsted, snakken gik og kort efter var de kærester.
Tre år senere blev de gift.
Da Gitte som 22-årig blev mor for første gang, fulgte endnu et barn kort efter. Og der stoppede det egentlig – troede de. To børn føltes helt rigtigt.
Men en dag kom Jesper hjem med en idé.
– Han kommer og spørger, om vi ikke skal have en mere. Og jeg tænker, at det kan vi da godt, fortæller Gitte i et interview med BILLED-BLADET.
Barn nummer tre kom til verden, derefter nummer fire. Og igen mente de, at nu var familien fuldendt.
Annonce
– Da vi får nummer fire, der er vi faktisk færdige med at få børn. Fire er forholdsvis mange børn, konstaterer Gitte med et smil.
Men sådan gik det ikke.
Efter noget tid kom spørgsmålet igen. Og igen. Hver gang med samme resultat. Familien voksede – stille og roligt, barn for barn.
– Det var vældig upraktisk, fordi vi havde solgt alt vores babytøj og alt det der, siger Gitte med et grin.
De første to børn var drenge. Derefter fulgte en lang række piger.
– Nummer 10 blev en dreng. Der var mange, der troede, vi blev ved, indtil vi fik en dreng, og det var altså ikke rigtigt, fortæller Jesper.
Beslutningen om at få flere børn har aldrig været styret af et bestemt mål.
– Vi har aldrig tænkt, at vi skulle have 12 eller 13 børn. Vi har bare mærket efter og tænkt, om der var plads til en mere, afslutter Gitte med et smil.