
Prinsesse Josephine og prins Vincent fik i weekenden vigtigt besøg før deres konfirmation om lidt over to uger.
Lørdag d. 18. april er en festdag i kongefamilien, når prinsesse Josephine og prins Vincent bliver konfirmeret fra Fredensborg Slotskirke.
Som alle deres konfirmand-kammerater landet over, har den stået på konfirmationsforberedelse for den kongelige tvillinger i den seneste tid. Denne forberedelse er foregået sammen med deres respektive klasser, skriver kongehuset i et nyt opslag på deres sociale medier.
For prins Vincent betyder det, at han har gået til konfirmationsforberedelse sammen med sin klasse på Tranegårdsskolen i Hellerup, mens prinsesse Josephine har forberedt sig på den kirkelige højtidelighed med sin 8. klasse på Spir Efterskole i Juelsminde.
Præcis som ved deres ældre søskendes konfirmationer, skal tvillingerne konfirmeres af den kongelige konfessionarius biskop Henrik Wigh-Poulsen, og selvom han ikke forestår konfirmationsforberedelserne med Vincent og Josephine, var han i weekenden inviteret ind på Amalienborg i Frederik VIIIs Palæ, hvor kongefamilien bor, til en samtale om tro, kristendom og den forestående konfirmation med de kommende kongelige konfirmander.

Kongelig konfessionarius var på besøg hos prinsesse Josephine og prins Vincent hjemme på Amalienborg.
Det skriver kongehuset på deres sociale medier, hvor de ligeledes deler billeder fra det vigtige møde, der fandt sted i palæets anretterkøkkenen, der er udsmykket med et vægmaleri af Kathrine Ærtebjerg, der kan ses bag tvillingerne.
Mødet fandt sted kort inden kongefamilien tog på privat påskeferie søndag.