
I går blev skuespilleren Michael J. Fox erklæret død af mediet CNN, der nu beklager den store fejl.
Når kendte mennesker går bort, kan man ofte læse om og mindes deres liv i diverse medier – og det var netop, hvad man kunne hos det amerikanske medie CNN i går onsdag.
Her udgav de både en mindeartikel med navnet “Remembering the life of actor Michael J. Fox” og en video til ære for skuespilleren, der blandt andet er kendt fra “Tilbage til fremtiden”-filmene.
En flot gestus af CNN, men der er bare et kæmpestort problem. Michael J. Fox er ikke død.
Det slår en talsperson for skuespilleren fast over for mediet TMZ.
– Michael har det rigtig godt. Han var til PaleyFest i går. Han var på scenen og gav interviews, fortæller talspersonen.
Michael J. Fox blev i 1991 diagnosticeret med Parkinsons sygdom i en alder af 29 år.
Han valgte i 2021 at gå på pension på grund af sit helbred, men han er altså heldigvis ikke gået bort.