
Nyheden om Jesper Winge Leisners død kom som et stort chok for guitarist i Rocazino, Bjarne G. Jespersen.
Tidligere på dagen kom den triste besked om, at Jesper Winge Leisner var gået bort den 1. marts i en alder af 74 år.
Og det var en nyhed, der kom som et stort chok for en af dem, der har været meget tæt på teaterproducenten og komponisten.
Som to af medlemmerne af det populære band Rocazino turnerede Bjarne G. Jespersen i mere end et årti rundt med Jesper Winge Leisner, og han fik et chok, da han fik beskeden.
– Det kom fuldstændig uventet for mig. Jeg er i totalt chok over det, må jeg sige, siger han til Ekstra Bladet.
Bjarne G. Jespersen fortæller, at de to har været meget tætte, og at Jesper Winge Leisner på mange måder var et forbillede for ham. Både fagligt og personligt.