
Et britisk medie mener at have fundet frem til, at kong Charles og præsident Donald Trump er beslægtede.
I disse dage er det britiske kongepar på besøg i USA, hvor de blandt andet skal besøge Washington, D.C., New York og Virginia.
Kong Charles og dronning Camilla startede besøget i Washington hos den amerikanske præsident, Donald Trump.
De fleste vil nok sige, at det er en konge og en præsident, der mødes, men det britiske medie Daily Mail mener at vide, at de to herrer faktisk også er familiemedlemmer.
Det skriver B.T., som har opsnappet historien.
Mediet skriver nemlig, at de to statsoverhoveder nedstammer fra den samme skotske adelsmand, den såkaldte 3. jarl af Lennox ved navn John Stuart. Han var oldebarn af den tidligere kong Jakob 2. af Skotland.
Deres fælles forbindelse til John Stuart betyder, at kong Charles og Donald Trump langt ude i familietræet er beslægtede og kan betegnes som fætre i 15. led.
Annonce
Trump har drømt om at bo på Buckingham Palace
Mediet mener derfor at afsløre en forbindelse mellem kongen og præsidenten, men lægger også vægt på, at man skal utrolig langt tilbage i tiden for at finde det egentlige link mellem de to mænd.
Det vides ikke, hvordan kong Charles har reageret på den opsigtvækkende afsløring, men Donald Trump har ikke lagt skjul på sin glæde ved nyheden.
Annonce
– Wow, det er da dejligt. Jeg har altid drømt om at bo på Buckingham Palace!!! Jeg taler med kongen og dronningen om det om et øjeblik, skriver han på Truth Social, hvor han også har videredelt et billede af artiklen.
Kongeparret har valgt at rejse afsted på besøget til trods for, at der var stor uvished om, hvorvidt det kunne lade sig gøre. Lørdag aften blev den årlige korrespondentmiddag i Washington, D.C., med Donald Trump blandt gæsterne, nemlig evakueret efter et skyderi.
Det er dog blevet besluttet, at det er sikkert for både kongeparret og Donald Trump at deltage i besøget.