
”Sommerdahl”-stjernen Mathias Käki bliver helt vemodig med tanken om, at serien en dag slutter.
Siden sæson 1 af “Sommerdahl” har Mathias Käki været kendt som politimanden Benjamin.
Det er en rolle, som han stadig elsker at spille, og han er mere end klar på at fortsætte længe endnu – hvis han får lov.
– Ja, lige så mange sæsoner, som de har lyst til at lave! Det kommer til at blive meget specielt, når den sommer kommer, hvor vi ikke skal lave det mere. På en dårlig måde, understreger Mathias Käki overfor BILLED-BLADET.
Er meget unikt
Mathias Käki kan blive helt trist ved tanken om, at han en dag skal sige farvel til Benjamin.
– Jeg ved ikke, om jeg er blevet forvænt. Men jeg er jo nærmest vokset op med serien. Jeg var i starten af 20’erne, da vi begyndte, og nu er jeg i starten af 30’erne, konstaterer ”Sommerdahl”-stjernen og tilføjer:
– Det er dejligt at lave det med mennesker, man vender tilbage til år efter år, og det er der ikke ret mange skuespillere, der har fået lov til at opleve. Det er ret unikt.

Mathias Käki til pressemødet på krimiserien “Sommerdahl”.
Foto: Søren Jul Lamberth
Sæson 7 af krimiserien ”Sommerdahl” slutter søndag den 3. maj på TV 2 Charlie.