
Som et lille nik til deres fælles familie-historie bar Belgiens dronning Mathilde et udsøgt diadem, hvis historie tager udgangspunkt i kong Haralds moster, dronning Astrid, som døde alt for tidligt.
Tirsdag aften bød på en parade af udsøgte gallalooks og glimtende diademer, da Belgiens kongepar var æresgæster på det kongelige slot i Oslo. Et af de mest funklende – og betydningsfulde – sørgede dronning Mathilde for.
I disse dage er Belgiens kongepar, kong Philippe og dronning Mathilde, på statsbesøg hos kong Harald og dronning Sonja i Norge. Og til statsbanketten havde dronning Mathilde udvalgt et diadem, som symboliserer deres fælles familiehistorie.
Til sin gyldne blondedetaljer bar den belgiske dronning “De ni provinsers”-diadem. Diademet gemmer på en årelang familiehistorie og samtidig en skæbnefortælling om en elsket dronning, som døde alt for tidligt. Den elskede dronning var kong Haralds moster, dronning Astrid.
Så helt anderledes ud
Diademet blev i sin tid givet i bryllupsgave til dronning Astrid fra det belgiske folk, da hun giftede sig med kong Léopold III for 100 år siden.
Diademet består i dag af et diamantbesat bandeau med en række diamantbuer. Men da det blev foræret i 1926, så det anderledes ud.

Dronning Mathilde under statsbanketten.
Foto: Lise Åserud/NTB/Ritzau Scanpix
Dengang var bandeauet ikke prydet med buer, men derimod med elleve høje pigge med diamanter. Ni af de elleve høje pigge skulle symbolisere Belgiens ni provinser (deraf navnet), den tiende Belgiens tidligere koloni Congo, mens det står hen i det uvisse, hvad den ellevte skulle symbolisere.
Ifølge den norske historiker Trond Norén Isaksen valgte dronning Astrid siden at ændre piggene til buer, som ligesom piggene kan tages af. Diademet kan derfor bæres udelukkende som bandeau, ligesom det kan omformes til en halskæde og armbånd.
Led en tragisk skæbne
Dronning Astrid blev født svensk prinsesse og var søster til Märtha, som siden blev kronprinsesse af Norge. Kronprinsesse Märtha var kong Haralds mor, og Astrid var dermed hans moster.
Annonce
Otte år efter sit bryllup blev Astrid dronning af Belgien. Hun var vellidt og højtelsket af det belgiske folk, men lykken var kort.

Dronning Mathilde og kong Harald ankommer.
Foto: Lise Åserud/NTB/Ritzau Scanpix
Året efter Astrid og Léopold var blevet landets kongepar, dør hun under en ferie i Schweiz. Under en køretur i bjergene ved Küssnacht mister Léopold herredømmet over bilen, og de kører galt. Dronning Astrid blev 29 år gammel.
Annonce
Seks år efter giftede kong Léopold sig igen – denne gang med dronning Lilian, som kom til at bære diademet. Siden blev diademet overdraget til dronning Fabiola og siden dronning Paola – hustruerne til dronning Astrids to sønner, kong Baudouin og kong Albert, som begge kom til at regere Belgien.
I dag er det så hendes barnebarn, kong Philippes, hustru, dronning Mathilde, som bærer “De ni provinsers”-diadem. Og tirsdag aften kunne man altså se det i hele sin pragt – med alle de diamantbesatte buer.