
Troels Trier var kendt som en energisk multikunstner, men privat var han ganske anderledes, fortæller hans svigersøn nu.
Den triste nyhed spredte sig hurtigt, da det søndag kom frem, at Troels Trier var gået bort i en alder af 86.
Mange kendte den farverige multikunstner, der har underholdt danskerne i årtier. Men faktisk var han knap så meget den udadvendte entertainer, som mange kendte ham som, i det private liv.
Det fortæller Troels Triers svigersøn Lars Trier Mogensen i sin podcast ”BorgenUdenFilter”, skriver BT.
– Privat var han meget mere sky og genert, og på mange måder en helt anden mand, beskriver Lars Trier Mogensen, der i mange år har været gift med Sara Trier, som han har tre børn med.
Den politiske kommentator, der blandt andet er kendt fra TV 2-programmet ”Besserwisserne”, fortæller, at påsken i familien er blevet brugt på at få orden i de praktiske ting efter Troels Triers død og på at sørge.
Sara Trier er den yngste af Troels Triers tre børn, som han fik med Dea Trier Mørch. Hun døde i 2001.

Lars Trier Mogensen var svigersøn til Troels Trier.
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix