
Mange kendte har medvirket i “Det sidste ord” på TV 2, og efter Johnny Reimars død melder sig spørgsmålet, om også han har sagt ja til programmet.
Det kom som et chok for mange, da det søndag formiddag blev meddelt, at Johnny Reimar er død efter kort tids sygdom.
Dansktop-legenden blev 82 år gammel.
Han har en lang og flot karriere bag sig, og det er ikke utænkeligt, at han er én af dem, som er blevet spurgt af Mikael Bertelsen, om han ville medvirke i TV 2-formatet ”Det sidste ord”.
Her tre dage efter den triste meddelelse om hans død, har TV 2 dog endnu ikke offentliggjort, at der er et nyt afsnit på vej med Johnny Reimar. Tidligere har blandt andre Ritt Bjerregaard, Lise Nørgaard og Peter Belli medvirket.
Men intet er endnu udelukket i forhold til Johnny Reimar og en eventuel medvirken i ”Det sidste ord”.
– Det kan vi ikke svare på, da vi aldrig hverken be- eller afkræfter, om nogen har medvirket i ”Det sidste ord”. Der må man holde øje med, om der bliver meldt noget ud om et kommende program eller ej, oplyser TV 2 til BILLED-BLADET.
Den, der senest har været hovedperson i TV 2-programmet, er Jørgen Leth, som døde i september sidste år.