
Særligt én ting var udfordrende for skuespilleren Soheil Bavi, da han spillede politieleven Youssef i DR-serien ”Uniformen”.
Soheil Bavi blev i den grad udfordret, da han skulle spille politieleven Youssef i DR-serien ”Uniformen”.
Den 27-årige skuespiller erkender, at de fysiske scener var hårde, men at der var noget helt andet, som var meget mere udfordrende.
Der var nemlig én ting, som han kæmpede med i næsten hver scene.
– Jeg har næsten tårer i øjnene i alle afsnit, som jeg skulle holde tilbage! Jeg måtte ikke græde, for Youssef skulle jo forsøge at overbevise nogle mennesker om, at han havde gjort det rigtige i situationen, forklarer Soheil Bavi til BILLED-BLADET.
Heldigvis havde ”Uniformen”-stjernen dog ikke svært ved at få følelserne frem.
– Jeg blev helt ærligt påvirket af situationen. Vi filmede i 3-4 måneder, og efter den anden måned begyndte jeg at sove dårligt og få for lidt søvn. Men jeg kan godt lide at gå til den personligt, så er jeg ret ligeglad med, hvad udfaldet bliver efterfølgende, konstaterer Soheil Bavi.
Annonce
Tager arbejdet med hjem
Han lagde heller ikke karakteren fra sig, når han kom hjem fra optagelser.
– Nej, for jeg kan godt lide at tage arbejdet med hjem. Og da vi var færdige med serien, begyndte jeg bare at gøre det modsatte af, hvad jeg havde gjort i den periode, og tog ud og spillede tennis og lavede andre ting, forklarer Soheil Bavi.

“Uniformen”-stjernen Soheil Bavi drømmer om at få mange andre spændende roller i sin karriere.