
Den 19. juni kan Sveriges kongepar fejre guldbryllup. I et nyt, stort interview afslører kong Carl Gustaf, hvad hemmeligheden er.
Flere kongelige – heriblandt vores egen kong Frederik – fandt den helt store kærlighed til De Olympiske Lege.
Det gjorde Sveriges kong Carl Gustaf, som dengang var kronprins, også.
Til OL i München i 1972 faldt den unge kronprins for den smukke Silvia Sommerlath, og fire år senere blev parret gift den 19. juni.
I år kan kong Carl Gustaf og dronning Silvia altså fejre 50-års kærlighed, men det er ikke den eneste store fejring i Sverige. Den 30. april fylder kongen 80 år, og i den forbindelse har han givet et stort interview med Svenska Dagbladet.
Kong Carl Gustaf bliver i interviewet spurgt ind til hemmeligheden bag 50-års ægteskab, og her har han et par gode råd, skriver mediet ifølge Svensk Damtidning.
Annonce
– Vær ikke så hård og bank hovedet i væggen, hver gang man diskuterer, og synes, den anden har taget fejl, siger kong Carl Gustaf i interviewet med Svenska Dagbladet ifølge Svensk Damtidning.
Derudover er det vigtigt, at man deler med hinanden, hvad man oplever, mener kong Carl Gustaf i interviewet.
Ifølge ham er der mange mennesker, som knap nok aner, hvad deres partnere laver, og det er vigtigt, hvis man vil blive sammen som par.
Kong Carl Gustaf og dronning Silvias 50-års bryllupsdag bliver bl.a. fejret med en kærlighedskoncert.
Annonce
Det svenske kongepar har bryllupsdag samme dag som deres ældste datter, kronprinsesse Victoria, og svigersønnen prins Daniel, og da kong Carl Gustaf skulle holde sin tale ved Victoria og Daniels bryllup i 2010, begyndte han med en kærlighedserklæring til Silvia.
”Kære dronning Silvia, elskede mage. Det er i dag også vores bryllupsdag. Jeg vil derfor lykønske dig på vores store dag og takke varmt og inderligt for alt den støtte og kærlighed, du viser mig endnu et år”, lød det bl.a. fra kong Carl Gustaf, inden han pillede en blomst ud af bryllupsdekorationerne og forærede sin hustru den for øjnene af alle gæsterne.