
Sangerinden Kirsten Siggaard indrømmer, at hun er fan af et populært DR-program.
Det vrimlede med deltagere fra ”Hotel Romantik”, da der var premiere på Odense Sommerrevy 2026 på Fyn.
Det gik ikke ubemærket hen hos Kirsten Siggaard, som også var blandt de inviterede gæster.
Da BILLED-BLADET mødte den 71-årige sangerinde, indrømmede hun, at hun er en af de mere end 600.000 danskere, som følger med i ”Hotel Romantik” på DR.
– Jeg kunne ikke sove forleden nat, så der så jeg tre afsnit. Og der så jeg vist også ham her, sagde Kirsten Siggaard og pegede på en af deltagerne til revypremieren.
– Det er sjovt at se, og det er modige folk, tilføjede hun med et smil.
Kommer ikke til at ske
På spørgsmålet, om Kirsten Siggaard selv kunne forestille sig at være med i ”Hotel Romantik”, lød svaret dog prompte:
– Hvordan tror du, at Danmark ville se på det? Det er ikke, fordi jeg ikke tør, men så ville I jo spørge til det, hver gang vi ses de næste to tre år, udbrød sangerinden med et grin og tilføjede:
– Så det er fint, at der er nogle modige folk, der klarer den del.

Kirsten Siggaard spottede flere deltagere fra “Hotel Romantik” til premieren på Odense Sommerrevy.