Troels Lyby er ældre end de fleste af sine modstandere i “Først til verdens ende”, men det var ikke fysikken, der udfordrede ham mest på turen.

Alle vil gerne vinde ”Først til verdens ende”, men allerede i tredje afsnit af programmet måtte det første par opgive drømmen.

I checkpoint blev det langsomste hold elimineret, og desværre for Troels Lyby og sønnen Johannes trak de det korteste strå.

Selv om rejsen ikke blev så lang, som de havde drømt om, nåede de at få en god fornemmelse for, hvor hårdt det er at rejse på den måde.

Annonce

– Det kom bag på mig, hvor hårdt det var. Både fysisk og mentalt. Man ved ikke, hvad man har sagt ja til, men man har en ide om, at det bliver en ferieoplevelse. Transporttiden var fysisk hårdt, siger Troels Lyby, der ligesom Sofie Martinusens mor, Dorte, er 59 – og dermed markant ældre end de resterende otte deltagere.

– Tit var der stræk, hvor vi sad 15-20 timer i en bus. På et tidspunkt tænkte jeg, at jeg var for gammel til det. Det var ikke det med at bevæge sig eller løbe, der var hårdt, men at sidde stille på sin plads ved siden af et lokum, der stank. Det var hårdt. Jeg sad og læste bøger med en lille læselampe. Man kunne nærmest ikke lave andet. Vi havde ikke vores telefoner, så man havde kun sine tanker, hvilket også kan være fint. Johannes var bedre til bare at sidde og kigge ud ad vinduet, siger Troels Lyby om sin søn.

Til gengæld bød turen også på mødet med en række fremmede sydamerikanere.

– Det er der, gevinsten ligger. Man får mødt en masse mennesker, man aldrig ville have mødt.