
Skuespilleren Petrine Agger, der kan opleves i sæson 7 af ”Sommerdahl”, er ikke den eneste skuespiller i familien.
En lang række kendte gæstestjerner har fået deres debut i ”Sommerdahl” i sæson 7.
En af dem er Petrine Agger, der kunne opleves i afsnit 7 som karakteren Michelle Bechmann.
Hun arbejdede på den avis, Helsingør Tidende, hvor den dræbte Nanna arbejdede som journalistpraktikant.
Det er langt fra første gang, at 63-årige Petrine Agger medvirker i en tv-serie.
Hun er også kendt fra serier som ”Forbrydelsen”, ”Borgen” og ”Danefæ”, og senest medvirkede hun i DR-serien ”Carmen Curlers”, hvor hun spillede Birthes søster, Edith.
Gift med skuespiller
Men Petrine Agger er ikke den eneste skuespiller i familien. Både hendes mand og døtre er nemlig også kendte ansigter.
Hun er gift med den 62-årige skuespiller Søren Malling, der selv har en lang række roller på cv’et.
Han fik sit folkelige gennembrud som kriminalkommissær Jan Meyer i DR-serien ”Forbrydelsen”, men har også medvirket i serier som ”Taxa”, ”Nikolaj & Julie”, ”Rejseholdet” og ”Borgen”.
Døtre kendt fra tv
Ægteparret Petrine Agger og Søren Malling har to døtre sammen, Carla og Viilbjørk, som er gået i deres fodspor.
Deres ældste datter, 30-årige Carla Malling Agger, blev uddannet skuespiller i 2025 og har haft nogle små roller på tv.
Hun har medvirket i et afsnit af DR-serien ”Carmen Curlers” og et afsnit af DR-serien ”Uniformen”.
I efteråret stod Carla Malling Agger på scenen i teaterforestillingen ”Fuglene” med blandt andre Ena Spottag.
Med i julekalender
Petrine Agger og Søren Mallings yngste datter, 28-årige Viilbjørk Malling Agger, er også skuespiller.
Hun er nok særligt kendt for at spille Falke i ”Tinka”-julekalenderne. Senest har hun spillet hovedrollen i filmen ”Fuld af kærlighed”.
Søren Malling har også sønnen Hjalde fra et tidligere forhold. Han er den eneste af de tre børn, der har valgt en anden karrierevej.