
Cykellegenden kaster sig ud i ny udfordring, når han fremadrettet skal kloge sig i ny podcast
Han har selv siddet på cyklen i mange år. Efterfølgende blev det til en række år i bilen som sportsdirektør, og siden har Bjarne Riis også gjort sig som ekspert i den sport, han elsker så højt.
Nu har den tidligere Tour de France-vinder så landet et nyt job, hvor han virkelig lov til at nørde og analysere igennem. Han har nemlig fået en podcast på Feltet.dk.
Det oplyser Feltet.dk selv.
I første omgang er det planen, at Riis skal levere daglige holdninger på lyd under Giro d’Italia og Tour de France.
Det ser hovedpersonen selv meget frem til.
– Jeg glæder mig til denne her podcast og til at prøve et – for mig – nyt format, hvor jeg får god tid til at analysere Giroen og Touren. Jeg har mulighed for at gå i detaljer omkring det, der sker både i og omkring løbet.
– Jeg ser frem til at dele mine tanker om, hvad jeg ser på det taktiske og det strategiske plan fra de forskellige ryttere og hold. Jeg glæder mig til at komme i gang.
Podcasten har fået navnet “Riis i Feltet” og første afsnit udkommer allerede i dag.