
– Uha, det er jo et ømt punkt, min morfar.
Sådan indleder Mathias Gidsel, da han i DR-programmet “Fortidens hemmeligheder” bliver spurgt af vært Josefine Høgh, hvad hans morfar har betydet for ham.
– Han er den, der har betydet mest for mig i mit liv. Han har altid været der for mig, fortæller håndboldstjernen om sin morfar.
Han fortæller videre, at morfaren altid var helt sikker på, at Gidsel en dag ville blive landsholdsspiller.
Selvom morfaren havde været ude for en arbejdsulykke og ikke kunne gå ordentligt, så forsøgte han altid at komme og se Gidsel spille.
Da Gidsel så fik landsholdsdebut i 2020, var morfaren der ikke til at opleve det.
– Han nåede aldrig at se det. Han døde for otte år siden. Han blev begravet i en All Star-trøje, jeg fik fra en summercamp. Af alt, hvad han kunne blive begravet i, valgte han den All Star-trøje, lyder det fra Gidsel, imens han fjerner tårer fra øjnene.
Mathias Gidsel har siden landsholdsdebuten i 2020 vundet både EM, VM og OL med landsholdet.
Han er desuden blevet kåret til verdens bedste håndboldspiller tre gange.