Viktor Axelsen stopper karrieren øjeblikkeligt

Viktor Axelsen har ikke været i stand til at gennemføre en badmintontræning i et halvt år, og nu tager han den yderste konsekvens.

Danmarks største badmintonstjerne, Viktor Axelsen, har valgt at indstille karrieren efter 16 år på topplan.

Det fortæller den dobbelte VM- og OL-guldvinder i et stort interview med TV 2 Sport, hvor han gør det klart, at det ikke er en beslutning, han har taget med sin gode vilje.

– Jeg har valgt – eller min krop har lidt valgt – at jeg nu skal stoppe min internationale badmintonkarriere, indleder 32-årige Viktor Axelsen og erkender, at det gør ondt at sige højt:

– Det er hårdt og selvfølgelig sørgeligt på en eller anden måde.

De seneste to år har fynboen i høj grad været hæmmet af en alvorlig rygskade, der har medført stærke nervesmerter i venstre ben. Derfor er det ikke længere fysisk muligt at blive ved med at spille badminton.

– Det allerhårdeste er, at jeg faktisk stadig har masser af motivation, lyst og spilleglæde. Men på grund af mine rygproblemer tillader min krop mig simpelthen ikke at gøre det, jeg skal gøre for at være på det niveau, som det kræves.

– Det er jo derfor, jeg siger, at det ikke er mig, der træffer beslutningen. Det er min krop, der ligesom har truffet den for mig, desværre. Det er det sværeste ved at sige farvel til det hele, for det er hårdt ikke selv at kunne træffe beslutningen, siger Axelsen.

Ikke trænet badminton i et halvt år

Hans seneste turneringer ligger snart et halvt år tilbage, hvor han først tabte semifinalen i fødebyen, Odense, ved Denmark Open, inden kvartfinalen blev endestationen i French Open.

Siden har han været så hårdt ramt af nervesmerter, at træningen har stået stille.

– Efter jeg spillede Denmark og French Open i oktober, har jeg overhovedet ikke været i stand til at kunne fuldføre det, der minder om en ordentlig badmintontræning. Så jeg er forholdsvis hårdt ramt.

– Det er ikke en mulighed for mig at udøve sport på allerhøjeste niveau – eller bare højt niveau – på nuværende tidspunkt. Det gør ikke beslutningen nemmere, men det gør den nødvendig, fordi jeg overhovedet ikke kan det, jeg skal.

En operation med kortvarig succes

Problemerne med ryggen og nervesmerterne er lig dem, der første gang for alvor dukkede op frem imod OL 2024 i Paris.

Her lykkedes det at dæmpe og kontrollere smerterne med en blokade, men løsningen virkede kun midlertidig. For et år siden blev Viktor Axelsen således tvunget til at gennemføre en rygoperation for at fjerne en prolaps.

Et indgreb, der kostede et halvt års pause og genoptræning, inden han igen kunne gøre comeback på banen i efteråret 2025. Men glæden varede altså kort, og efter kun fire turneringer tilbage på World Touren måtte Axelsen sande, at de voldsomme smerter var kommet igen på grund af en ny prolaps.

– Det er mildest sagt pisseirriterende. Jeg har stadig en enorm lyst til at blive bedre til badminton. Det føles uretfærdigt, men når det så er sagt, så er der mange andre atleter, der har måttet stoppe deres karriere tidligere end mig.

– Jeg har fået lov til at få så mange fede oplevelser, og min krop har gjort det godt. For jeg har kørt den rigtig, rigtig hårdt over mange år, så det er klart, at selvfølgelig kommer det også med en pris, lyder det afklaret fra Axelsen.

“Åh nej, hvad nu hvis det er slut?”

Allerede i slutningen af januar fortalte Viktor Axelsen til TV 2 Sport, at han havde prøvet nærmest alle former for behandling for at blive smertefri – uden held.

Derfor var en skræmmende – og næsten uhørt – tanke så småt begyndt at ramme ham:

– Da jeg hen over julen ikke følte supermeget bedring, og det virkelig, virkelig gjorde ondt, der begyndte de første tanker med: “Åh nej, hvad nu hvis det er slut?”.

Hvad gjorde den her tanke ved dig, at det måske var slut?

– Man bliver selvfølgelig bange. Både fordi det kan være slut, og man ikke på den måde er forberedt på, at det skal være slut. Og så bliver man selvfølgelig også bange for, at det er noget, der kommer til at hæmme dig generelt i dagligdagen.

– Men mest af alt er det også lidt angstprovokerende, hvad der venter på den anden side. Badminton er jo min identitet, så hele det her tab af kontrol er også en skræmmende følelse og noget, jeg bruger meget energi og tanker på at tænke over, fortæller den danske badmintonstjerne.

Axelsen har prøvet ALT

Som det har været tilfældet i det meste af karrieren, var Axelsen da heller ikke klar til bare at give op.

Derfor havde han også fat i overlæge Morten Zebitz, der hjalp Axelsen med at få styr på ryggen frem mod OL-guldet, for at høre, om endnu en operation var en mulighed.

Men Zebitz, der er neurokirurg inden for rygkirurgi, anbefalede på det kraftigste Axelsen at lade være.

Du har undersøgt ALT, hvad der var muligt for at få styr på problemerne?

– Det har jeg – og mange gange. Jeg føler, jeg har gjort alt, hvad jeg overhovedet kunne. Det gør det ikke nemmere, men det gør i det mindste, at jeg kan se mig selv i spejlet.

Når du sidder her nu, er du så fuldstændig sikker på, at det er helt slut? Der er ikke én procent i dig, der stadig tænker, at sker der et mirakel, og kan det pludselig blive bedre efter en lang pause, så er du klar til at komme tilbage?

– Det … Det er selvfølgelig umuligt at sige, men det er bestemt ikke noget, jeg ser som realistisk. Jeg er meget afklaret med, at det er slut, siger Axelsen.

“Desværre er det slut”

Beslutningen om at stoppe karrieren blev endegyldigt truffet for nylig – “nu var det nu”.

Viktor Axelsen måtte sande, at det ikke længere gav mening at bruge kræfter, energi, frustrationer og tid på et comeback, der på alle måder virkede fuldstændig usandsynligt.

– Selvom det er ekstremt hårdt, så er det ikke sådan, at det stopper fra den ene dag til den anden. Der har lige været lidt betænkningstid, hvor jeg ligesom skulle finde ud af, om det virkelig var slut, og det er det jo så desværre.

Onsdag morgen blev hele verdenspressen så orienteret.

OL-, VM- og Thomas Cup-guldvinderen fra Danmark har slået sin sidste fjerbold ned på professionelt plan.

Related Posts

Sikke et look! Josefine Høgh viser sin gravide mave frem i gennemsigtig top

Den gravide tv-vært Josefine Høgh viste maven frem til Exclusive Talk Show 2026 i Cirkusbygningen. Det var en storsmilende Josefine Høgh, som mandag aften indtog den røde…

Lene og Anders Beier kommer med overraskende afsløring: Hun har købt en del af hotellet

I den nye sæson af ”Beier på Alpehotellet” afslører ægteparret Lene og Anders Beier en stor nyhed om deres østrigske hotel. Om præcis en uge, mandag 11….

Efter Masterchef-chokexit: Dak Wichangoens udmelding skaber mere forvirring end svar

Dak Wichangoen reagerer på, at hendes ”Masterchef”-meddommere Jakob Mielcke og Jesper Koch stopper i TV3-programmet. Det kom som et chok for mange ”Masterchef”-fans, da det i sidste…

Nok er sagt: Kåre Quist viser sin nye kæreste frem

Kåre Quist afslører nu, at han danner par med Vibeke Lentz. I 2022 blev kåre Quist skilt, og siden da har der været stor interesse for hans…

Efter Masterchef-chokexit: Dak Wichangoens udmelding skaber mere forvirring end svar

Dak Wichangoen reagerer på, at hendes ”Masterchef”-meddommere Jakob Mielcke og Jesper Koch stopper i TV3-programmet. Det kom som et chok for mange ”Masterchef”-fans, da det i sidste…

Nok er sagt: Kåre Quist viser sin nye kæreste frem

Kåre Quist afslører nu, at han danner par med Vibeke Lentz. I 2022 blev kåre Quist skilt, og siden da har der været stor interesse for hans…

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *